Elcykler bag på bilen? Pas på vægt og hastighedsgrænse!
Salget af elcykler er eksploderet herhjemme, og de tunge cykler kan være et problem, hvis du kører med dem bag på bilen. Vær også opmærksom på, at dit valg af cykelholder er med til at bestemme, om du kan køre afsted med 90 eller 130 km/t.
Ungernes cykler kommer med bag på bilen, så de kan cykle hjem fra skole og SFO. Familien snupper cyklerne med i sommerhuset i weekenden. Eller noget helt tredje.
Men vær opmærksom på, om det er elcykler eller almindelige cykler, du hægter på bilens cykelholder. Der skal nemlig ikke mange elcykler bag på bilen, før du risikerer at komme til at køre med for tungt læs.
Pladserne og vægten på cykelholderen snyder
Cykelholderen skal selvfølgelig være en godkendt model, der overholder alle lovkrav, og hvor alle cykler kan spændes forsvarligt fast. Men måske kan du slet ikke køre med lige så mange cykler, som der er plads til på holderen, advarer Christian Jensen, tekniker hos Bridgestone.
- Mange cykelholdere kan tage flere cykler, og det øger risikoen for at køre med for tungt læs, hvis man kører med elcykler. Vægten på elcykler varierer, men regn som udgangspunkt med, at en elcykel vejer 20-25 kg.
- Bilens maksimale kugletryk er ofte 50-75 kg. Men mange er ikke opmærksomme på at medregne vægten fra cykelholderen, som typisk vejer 15-20 kg, fortæller Christian Jensen og tilføjer, at oplysninger om den tilladte lodrette belastning på anhængertrækket findes i bilens instruktionsbog.
En løsning på cyklernes høje vægt kan være at afmontere batteriet, som ofte vejer godt til. Afmontér også alle løse dele – det får også vægten ned, men vigtigst, du mindsker risikoen for at tabe noget undervejs.
Cykelholderen er med til at bestemme hastighedsgrænsen
- Man skal være ekstra opmærksom på hastigheden, når man kører med cykelholder på krogen. Typisk er hastighedsgrænsen fastlagt af producenten af cykelholderen, og den kan variere fra 90 til 130 km/t, pointerer Christian Jensen.
Brug traileren til transport af cykler
Skal der flere og tungere cykler med, end cykelholderen kan klare, kan løsningen være at bruge traileren. Men husk at tjekke, at den er fit for fight, før du kører afsted med fuldt cykel-læs.
- Et trailerdæk går ofte til, længe før det slides ned. Tjek dækmønster og dæktryk, før du kører afsted. Husk, at dæktrykket skal være højere end normalt, når man kører med et tungt læs, siger Christian Jensen.
Spænd cyklerne godt fast og fordel vægten
Et sidste råd fra Christian Jensen, hvis du skal bruge traileren som cykeltrailer, er at pakke traileren omhyggeligt.
- Når man læsser traileren med cykler, skal vægten fordeles jævnt. Har man for meget vægt bag i traileren, kan det få den til at slingre. Sørg også for, at hver enkelt cykel bliver spændt godt fast – både for at passe på cyklerne, men vigtigere endnu, for at sikre, at de ikke rykker sig løs og falder af traileren til fare for andre trafikanter.