Aarhus,
22
Oktober
2026
|
08:30
Europe/Amsterdam

Nu er det ved at være sæson for vinterdæk

Nattefrosten har knapt nået at lægge sit glinsende slør på vejene endnu. Alligevel er det ved at være sæson for at få skiftet til vinterdæk. Tommelfingerreglen siger 7 grader – men hvornår kan man generelt sige, at nu er temperaturen ved at være under 7 grader?

En af de helt store misforståelser om skift fra sommer- til vinterdæk er, at det er tid til at skifte til vinterdæk, når der begynder at være risiko for nattefrost.

Men sandheden er lidt mere nuanceret end det, fortæller Christian Jensen, tekniker hos Bridgestone.

Korrekte sæsondæk er afgørende for sikkerheden
Allerførst slår den erfarne dækmand fast, at korrekte sæsondæk er afgørende for sikkerheden, uanset årstiden.

- Den synlige forskel på vinterdæk og sommerdæk er mønsteret, som er optimeret til årstidens kørselsudfordringer. Meget forenklet sagt, så er vinterdækkets mønster designet til at bide sig fast i sne og på is, og sommerdækkets mønster er designet til at lede vand bort, så bilen står fast i regnvejr, forklarer Christian Jensen.

7 grader er tommelfingerreglen
En anden og meget vigtig forskel på vinter- og sommerdæk, som man ikke kan se, er gummiblandingen. Den er nemlig forskellig i de to typer dæk.

- Gummiblandingen i vinterdæk er udviklet til lave temperaturer, og gummiblandingen i sommerdæk er udviklet til høje temperaturer. Om vinteren bliver gummiet i sommerdæk for hårdt, og om sommeren bliver gummiet i vinterdæk for blødt. Og i begge tilfælde går det ud over dækkets vejgreb og styreevne, forklarer Christian Jensen.

Så det er altså ikke kun sne eller ikke sne, der afgør, om bilens fodtøj skal være vinter- eller sommerdæk. Temperaturen er også vigtig. Tommelfingerreglen er cirka 7 grader – dvs. når temperaturen kommer under 7 grader, så er det tid til vinterdæk.  

Lunt om dagen – koldt på vej til og fra jobbet
Men hvornår kan man så sige, at nu er temperaturen generelt ved at være under 7 grader?

Her er det vigtigt at tage høje for, hvornår på dagen man har brug for at køre i bil – og så er det der, man skal vurdere, om temperaturen generelt er begyndt at ligge under de cirka 7 grader.

- Hvis du kører til og fra job morgen og aften, så vurder, om temperaturerne generelt begynder at blive lave morgen og aften med kolde veje, der måske er dækket af et tyndt lag rimfrost fra nattens løb, råder Christian Jensen.

- Modsat, hvis du primært kører midt på dagen, ja, så kan det sagtens være, at du skal vente lidt endnu med at skifte til vinterdæk. Men vær opmærksom på, at det er blevet lovpligtigt at køre med dæk, der passer til det pågældende føre, så skal du pludselig til at køre på andre tider af døgnet end i de lune timer midt på dagen, ja, så er det på med vinterdækkene, tilføjer han.

Download