Aarhus,
29
Oktober
2026
|
08:30
Europe/Amsterdam

Elbiler stiller øgede krav til bilens dæk

Valg af de rette dæk til bilen har altid haft betydning for både sikkerhed og komfort. Men i takt med at de tungere elbiler vinder frem, er det blevet endnu vigtigere at vælge kvalitetsdæk til bilen. Få dækekspertens råd til at vælge vinterdæk til elbilen.

Tekniker Christian Jensen fra Bridgestone fortæller, at mange tror, at elbiler kræver dæk, der er specialfremstillet til el og har et EV-mærke, men det er ikke tilfældet.

- Flere dækproducenter mærker deres dæk med EV – som betyder egnet til elbiler (Electric Vehicle) – men så længe load og speed index samt størrelsen passer til bilen, kan alle dæk bruges. Dog er en god labelværdi (A-mærket) klart at foretrække. Det øger sikkerhed, rækkevidde og komfort, forklarer dækeksperten.

Dæklabel er et krav på alle dæk i Europa. Labelværdierne angiver, hvordan dækket klarer sig ved bremsning på våd vej, rullemodstand og udvendig støj (find det på siden af dækket).

Dit nye dæk skal kunne bære bilens vægt
En elbil kan sagtens være 3-400 kg. tungere end benzin- og dieselbiler pga. batteripakken, så du skal selvfølgelig købe dæk, der kan klare den ekstra vægt.

Alle dæk har anført et belastningsindeks på siden (load index). Det er et lovkrav, at load index passer til bilen, og det angiver, hvor meget hvert enkelt dæk kan bære i kilo. Det er vigtigt at vælge dæk, der har korrekt load index, hvis dækkene sammen med lufttrykket skal være stærke nok til at bære bilen.

Udover at udgøre en sikkerhedsrisiko, hvis load index er for lavt, risikerer du, at forsikringen ikke dækker, hvis uheldet er ude, eller at bilen ikke bliver godkendt til syn.

Valg af de rigtige dæk er essentielt for din sikkerhed
Valg af dæk handler i høj grad om sikkerhed. Det er ikke noget nyt, at en dækentusiast som Christian Jensen betoner vigtigheden af kvalitetsdæk i forhold til bremselængde og generel sikkerhed. For et godt vejgreb afhænger af dækkene.

- Kombinationen af en glat vej og forkerte dæk kan være fatal, hvis bilen mister vejgrebet. Det gælder for alle biler, men bremselængden er markant længere ved tunge biler som fx el- og hybridbiler, når du ikke har vejgreb, påpeger Christian Jensen.

En tung bil kan bremse nøjagtig lige så godt som en let bil, bare dækkene er dimensioneret korrekt til bilen og samtidig har vejgreb. Men har dækkene nul vejgreb, får bilens vægt betydning for bremselængden.

- Derfor kan jeg ikke betone det nok, at du skal gå efter kvalitetsdæk med godt vejgreb, når du vælger dæk til din elbil, siger Christian Jensen.

Kvalitetsdæk har også betydning for rækkevidden
En af de største udfordringer ved at have elbil er stadig rækkevidden. Så alt, hvad du kan gøre for at øge bilens rækkevidde, tæller.

Lav rullemodstand reducerer strømforbruget. Det betyder længere rækkevidde på en batteriopladning. Her spiller valget af dæk også en rolle – det rigtige dæk kan gøre en forskel på mange kilometer. Rullemodstanden finder du angivet i dækkets labelværdier på siden af dækket.

Gå efter et dæk, der er testet – og sikkert!
Christian Jensen ærgrer sig lidt over, at så mange bilister har mest fokus på prisen, når de skal købe dæk. Og så er det nærliggende at gå på nettet og finde fire billige dæk. Men dét fraråder han på det kraftigste, for det kan være svært at gennemskue, om de billige dæk er i orden.

- Hold øje med de test, som de store, europæiske motormagasiner og bilorganisationer gennemfører forår og efterår. De tester fx dækkene på både tør og våd vej, de tester bremselængde, styreegenskaber, vejgreb, akvaplaning, sidestabilitet, rullemodstand, dækstøj – kort sagt, dækkene bliver testet på kryds og tværs, så du ved, hvad du får, råder Christian Jensen.

 

Download